Salgs- og Netværksansvarlig til Selected Car Racing
Selected Car Racing
Job Details
Start Date
Immediately
Position Type
Sales
Location
Denmark

Job Description
Har du et stærkt kommercielt drive, er du god til at skabe og udvikle relationer, og kan du se mulighederne i at koble virksomheder sammen med et af Danmarks mest ambitiøse motorsportsteams? Så er du måske vores nye salgs- og netværksansvarlige.
Selected Car Racing har gennem de seneste år udviklet sig markant og deltager nu i både dansk og international motorsport. Undervejs har vi opbygget et stærkt netværk af virksomheder, der bruger deres partnerskab med Selected Car Racing til både eksponering, netværk, kundepleje og unikke oplevelser.
Nu søger vi en salgs- og netværksansvarlig, der kan være med til at udvikle den kommercielle del af teamet yderligere.
Du skal skabe nye relationer – og passe godt på de eksisterende
Som salgs- og netværksansvarlig får du ansvaret for salg af sponsorater og partnerskaber i Selected Car Racing. En væsentlig del af jobbet bliver opsøgende salg, hvor du identificerer og kontakter potentielle nye samarbejdspartnere og med hjælp fra dine kollegaer afdækker, hvordan et partnerskab med Selected Car Racing kan skabe værdi for deres virksomhed.
Mindst lige så vigtigt bliver det at udvikle relationerne til vores eksisterende sponsorer og partnere. Du bliver en central kontaktperson i det daglige og skal sikre en tæt dialog, høj tilfredshed og et stærkt fundament for at gentegne og udvikle de eksisterende aftaler.
Dine primære opgaver bliver:
- Opsøgende salg af sponsorater og partnerskaber
- Identifikation og kontakt til potentielle nye partnere
- Løbende kontakt og relationspleje med eksisterende sponsorer og partnere
- Gentegning og udvikling af eksisterende sponsoraftaler
- Deltage i planlægning og afvikling af netværksarrangementer, løbsweekender og øvrige events
- Bidrage til udviklingen af nye kommercielle koncepter og muligheder for vores partnere
- Sikre, at vores partnere oplever høj kvalitet og værdi i samarbejdet med Selected Car Racing
Du er sælger – men først og fremmest god til mennesker
Vi forestiller os, at du har solid erfaring med salg og dokumenterede resultater med opsøgende salgsarbejde. Har du tidligere arbejdet med salg af sponsorater, partnerskaber eller andre kommercielle løsninger inden for sport, events eller oplevelsesindustrien, er det en klar fordel.
Du trives med at tage telefonen og åbne nye døre, men forstår samtidig, at de bedste partnerskaber skabes gennem langsigtede relationer og en reel forståelse for den enkelte virksomheds behov.
Som person er du udadvendt, tillidsvækkende og initiativrig. Du arbejder selvstændigt og struktureret og følger dine opgaver helt til dørs. Samtidig trives du i et miljø, hvor tempoet til tider er højt.
Det er en fordel, hvis du interesserer dig for motorsport og biler, men det vigtigste er, at du forstår at skabe relationer og kan se de kommercielle muligheder i at samle virksomheder omkring sport, netværk og oplevelser.
Bliv en del af holdet
Hos Selected Car Racing bliver du en del af et ambitiøst og professionelt motorsportsteam med aktiviteter i både Danmark og udlandet. Vi har høje ambitioner på racerbanen, men også for det netværk og de oplevelser, vi skaber omkring teamet.
Du får en central rolle i den fortsatte udvikling af vores kommercielle setup og stor mulighed for selv at præge både jobbet og måden, vi arbejder med vores sponsorer og partnere på.
Vi tilbyder et godt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone, løn efter kvalifikationer, pensionsordning, sundhedsforsikring, kantineordning og især gode kollegaer.
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor weekend- og aftenarbejde må forventes i forbindelse med løb, partnerarrangementer og events.
Vi indkalder kandidater løbende til samtale og afslutter rekrutteringsprocessen, når den rette kandidat er fundet.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
CEO Jens Christian Tangbæk på [email protected] eller
Sales Director Christian Jensen [email protected]
OBS: Ansøgninger modtages udelukkende via knappen ’Søg stillingen’.
Grundet GDPR modtages ansøgninger og CV ikke via mail.
Bemærk, at ovenstående beskrivelse af stillingen er de ideelle krav til en kandidat, men vi prioriterer inklusion og mangfoldighed. Derfor opfordrer vi dig til at søge, selvom du ikke opfylder alle kravene. Vi inviterer alle kvalificerede ansøgere til at sende en ansøgning, uanset alder, køn, religion, seksuel orientering, handicap, oprindelsesland eller etnicitet.
Lyder det som en stilling for dig, vil vi meget gerne høre fra dig.
Om Selected Car Racing
Selected Car Racing er en del af Selected Car Group og Danmarks største og mest ambitiøse motorsportsteam. Teamet er til start i både dansk og international motorsport og kombinerer sportslige ambitioner med et stærkt erhvervsnetværk og eksklusive oplevelser for vores sponsorer og samarbejdspartnere.
Selected Car Group dækker tre forretningsområder: Selected Car Leasing, som specialiserer sig i leasing af biler i premium-segmentet, Selected Car Investment, som køber og sælger investeringsbiler over hele verden samt udbyder puljeinvesteringer, hvor en gruppe af investorer går sammen om at investere i en udvalgt pulje af nogle af verdens mest unikke biler, og Selected Car Collection, som huser en af Europas fineste bilsamlinger og eksklusive lokaler til møder, events og præsentationer.
Selected Car Group er i dag ejet af den danske shipping-familie Østergaard samt Lars Larsen Group.