
Toldbodvinhus genåbner i juni
Efter en gennemgribende renovering er Middelfarts historiske spisested, Toldbodvinhus, snart klar til at modtage de første gæster. Ejerselskabet Selfinvest har udvalgt et fagligt stærkt team, som skal indfri de gastronomiske ambitioner om en restaurant med højt niveau og plads til alle.
Efter at have stået tom i næsten 20 år genåbner Toldbodvinhus i juni 2026. Driften er lagt i hænderne på Selfinvests eget Hospitality-team, som har lang erfaring med at drive familiekoncernen USTCs lokationer i Middelfart. Det forankrer driften i koncernen, der er kendt for at investere i byen og værdsætte kvalitet, og det vil gennemsyre Toldbodvinhus.
“Vi har vurderet, at ambitionerne for Toldbodvinhus bedst realiseres ved, at vi selv står for driften. Til det har vi ansat Martin Beck Rask som Restaurant Manager. Han vil stå i spidsen for et skarpt team, som matcher vores forventninger til stemning og menu perfekt, så Toldbodvinhus bliver en restaurant, Middelfart kan være stolt af,” siger Nicolai Schultz, chef for Hospitality i Selfinvest.
Ingen stjerne-ambitioner
Ved Selfinvests overtagelse stod det hurtigt klart, at bygningen var i så dårlig stand, at der reelt er tale om nybyggeri snarere end renovering. Det har derfor krævet store investeringer at føre Toldbodvinhus tilbage til dets oprindelig udtryk, så det udvendigt vil være meget genkendeligt for lokalbefolkningen og turister på Middelfarts gamle havn. Indvendigt er det dog en totalrenoveret restaurant med indretning og køkkenfaciliteter, der matcher den unikke placering og de høje kvalitetsstandarder.
“Ejerne har en stor veneration for Middelfart, og genetableringen af Toldbodvinhus sker ud fra et ønske om at støtte udviklingen af byen og skabe et sted, hvor gæsterne har lyst til at komme igen og igen. Der skal ikke sigtes efter Michelin-stjerner, men stærke fagligheder i teamet skal indfri ambitionen om kvalitet, der kan mærkes, uden at det bliver højtideligt, og så skal det være lokalt forankret og tilgængeligt for alle gæster,” siger Nicolai Shultz.
Et fagligt stærkt team
Den nye Restaurant Manager, Martin Beck Rask, har senest været gastronomisk chef for FødevareDanmark, og derudover har han mere end 20 års kokkeerfaring og flere lederroller på anerkendte danske restauranter som Rudolf Mathis, Ruths Hotel og Søllerød Kro.
“Når man genåbner et lokalt klenodie som Toldbodvinhus, handler det ikke kun om at finde det rette koncept, men også om at gæsterne får den rigtige oplevelse. Maden vil blive båret af sæsonens råvarer, vinkortet justeres til menuen, og betjeningen bliver nærværende og varm.
De ambitioner er jeg sikker på, at vores ambitiøse lederteam kan indfri,” siger Martin Beck Rask.
Køkkenchefen for Toldbodvinhus bliver Anton Frandsen, som er udlært kok fra Falsled Kro og efterfølgende har arbejdet ved Søllerød Kro og Frederikshøj i Aarhus. Han har tidligere været holdkaptajn for junior kokkelandsholdet og er kendt i restaurantkredse for høj kvalitet og respekt for de gode råvarer og håndværket.
Den nye restaurantchef bliver Lena Hahn Atzen, som er udlært kok, tjener og sommelier, og senest har været restaurantchef ved restaurant Treetop i Vejle. Derudover har hun erfaring fra Molskroen og Sdr. Holstrup Kro, og i 2022 vandt hun DM i Skills. I dag underviser og eksaminerer hun på Dansk Sommelier Uddannelse.
Stor lokal interesse
Siden Selfinvests overtagelse af Toldbodvinhus og renoveringens start i 2023 har flere lokale fulgt processen udefra, og på lokale Facebook-sider er der delt opdateringer og spørgsmål om fremtiden for Toldbodvinhus.
“Det er dejligt med den store interesse fra de lokale, da det er et sted, mange har minder om og har et forhold til, og Toldbodvinhus fortjener at ”genopstå” på en måde, der giver mening for byen og for de mennesker, der bor her. Vi kommer til at vise arbejdet bag facaden på Toldbodvinhus’ sociale medier frem mod åbningen, ligesom der kommer en hjemmeside med meget mere info,” siger Nikolai Schultz.
For yderligere informationer, kontakt gerne
Mads Bernhard Ingemann
Communications Consultant
Group Communications
+45 2779 6787
[email protected]
Om Toldbodvinhus
Toldbodvinhus er en markant ejendom ved Middelfart Gl. Havn. Ejendommen er opført i 1897 og har i gennem mere end et århundrede været en del af Middelfarts historie, som et sted, hvor gæstfrihed, erhvervs- og kulturliv kunne samles tæt på vandet. I nyere tid har ejendommen fået en symbolsk rolle i byens udviklingsdebat, da den forsømte bygning i flere år blev fremhævet som en synlig udfordring på havnefronten. Selfinvests køb af ejendommen markerer derfor et strategisk vendepunkt mod at genåbne den historiske placering for Middelfart og de lokale.
Selfinvest køber bygningen i 2022, hvor den har stået tom siden 2007, og fra 2023-2026 gennemføres en gennemgribende renovering af Toldbodvinhus. Ejendommen omfatter godt 200 m2 bygningsareal på en ca. 175 m2 stor grund.


